Viden om Kildehøj

Kildehøj blev etableret i maj 2006 og består af 36 plejeboliger. Kildehøj er et sammenhængende hus, men er fordelt i tre mindre boenheder: Hus B, Hus C og Hus D. Hvert af de 3 mindre ”huse” rummer hver 12 plejeboliger og hvert hus har deres eget særpræg med møblement, indretning, udsigt til have og dyr mm. Der er i alle 3 huse et stort fællesareal, som udgør en del af det samlede lejemål og hvor der foregår en masse fællesaktiviteter. I fællesarealet er der desuden køkken, hvor al tilberedning af mad til Kildehøjs beboere foregår.

Der er 2 indgange fra parkeringspladsen, som begge fører ind til administrationsbygningen – kaldet Hus A. Her er kontorer, mødelokale omklædningsfaciliteter mm.

Maden tilberedes i køkkenet. På Kildehøj er vi stolte af vores køkkener! Vi sylter, vi bager, vi laver varm mad fra bunden hver dag og får frisksmurt smørrebrød om aftenen. Det dufter af mad, også inden vi spiser. Hos os kendetegnes det ved, at man i fællesskab tilbereder maden - ikke præfabrikeret, men så vidt muligt fra bunden. Kildehøjs beboere kan følge med i madlavningen med alle sanser og maden er ofte samtaleemne og bidrager til, at beboerne får stimuleret hukommelse og styrket deres identitet og livskvalitet. De, der har mulighed for det, kan hjælpe med at skrælle kartofler eller andre praktiske opgaver. I sommermånederne benyttes husenes grill flittigt, ligesom vi på Kildehøj har egen køkkenhave, som passes af frivillige. Beboerne hjælper med at ”høste” rødbeder, bær og kål, som efterfølgende tilberedes i køkkenet. Det giver mening!

Tryghed i hverdagen. Opdelingen af beboere i de 3 huse betyder, at det enkelte hus kun har 12 beboere – det giver en dejlig ro, genkendelighed og tryghed for beboerne og pårørende. Herudover forsøger vi at planlægge, at det de samme medarbejdere, der kommer i det enkelte hus. På denne måde skabes grobund for et tryghed samt et godt og konstruktivt samarbejde – både med beboerne og deres pårørende. Vi bestræber os dagligt, at skabe et ”hjem” for beboerne – men også for de pårørende.

Der afholdes derfor en del arrangementer i løbet af året, hvor de pårørende inviteres til, at deltage i vores fællesskab. Bl.a. afholdes der to årlige arbejdsdage, hvor praktiske gøremål på Kildehøj og i beboernes lejligheder udføres i et samarbejde mellem beboere, pårørende og medarbejdere. Gode dage, hvor alle kommer i godt selskab og hvor vi hygger os med hinanden og nyder dagen – og samtidigløses en række praktiske opgaver.

Måltidsfællesskabet. Måltidsfællesskabet prioriteres højt på Kildehøj. Her bygger vi traditioner op, som man gør i alle hjem, med mødetidspunkter og faste pladser ved bordet. Vi har fokus på ”det gode måltid” med alt, hvad dette indebærer; hos os spiser alt personale med til alle måltider, vi hygger os med hinanden i dejlige opgivelser med blomster på bordet m.m. Det er helt op til den enkelte, om man ønsker at deltage i fællesskabet eller være alene. Det ensomme menneske har krav på vores tilstedeværelse, og at vi forsøger at dæmme op for ensomheden. Alene-mennesket har krav på og ret til at være alene, når det ønskes, og vi vil ikke pådutte sociale relationer mod den enkeltes egen vilje. På Kildehøj holder vi traditioner i hævd ved højtider, årstidsfester med videre.